Hvad er dharmaen?

Tim Pallis

De indiske religioner går under fællesbetegnelsen sanatana dharma, som betyder den evige dharma. Sanatana dharma svarer i Vesten til det ord Aldous Huxley brugte som titel på sin bog The Perennial Philosophy - et ord han havde hentet fra den gnosis lære, som på latin hedder philosophia perennis. Huxleys værk, der er oversat til dansk, er en antologi af det, man kunne kalde den mystiske tradition i alle religioner.

Der er i vor tid i høj grad brug for et idehistorisk fag som sammenlignende mystik eller sammenlignende spirituelle erfaringer for at finde en sammenhængskraft mellem de forskellige kulturers religiøse traditioner. Det kan nemlig ikke nytte at tro, at bedre oplysning om religionshistorie eller religionssociologi kan skabe en mere tolerant forståelse mellem mennesker af forskellig religiøs tro. Der findes ingen sammenlignende religionsvidenskab. Det ender blot i forvrøvlet synkretisme.

Der er behov for at komme om bag de forskellige religiøse kulturer og se, om der til trods for forskellighederne ikke skulle findes en fællesnævner i roden af de enkelte religioner, som har den sammenhængskraft, der er så stor brug for.

På det kulturhistoriske plan kan man ikke finde en sådan fællesnævner, men i den mystiske tradition i hver religion findes en gnosis lære. Denne gnosis lære er en erkendelseslære eller en ikke-adskillende mystik, som er det samme som philosophia perennis eller dharmaen.

Når jeg taler om en gnosis lære eller visdomslære eller erkendelseslære eller philosophia perennis som mystikken i alle religioner, tænker jeg ikke på den manikæiske gnosticisme, som er ekstrem dualistisk, men på den ikke-dualistiske mystik, som er en empirisk eller eksistensteologisk tradition i alle religioner. Denne ikke-adskillende mystik er ensbetydende med sanatana dharmaen eller blot dharmaen, som i indisk forstand er en advaita tradition, hvor advaita betyder ”ikke-to”.

Det indiske sanskrit ord dharma er et almindeligt brugt ord i mange forskellige indiske religiøse traditioner og henviser i tekster og ordbøger til flere forskellige ting, som ikke altid hænger sammen. Det, vi i Vesten kalder buddhisme, jainisme eller hinduisme, hedder i Indien buddha-dharma, jain-dharma og sanatana-dharma.

Sanatana-dharma betyder på sanskrit den evige dharma. Det er den dharma, som altid har været tilgængelig og altid vil være tilgængelig for et menneske. Det er den ultimative spirituelle sandhed og samtidig den lære, som fortæller om vejen eller praksis til at erkende denne sandhed.

Vor opfattelse i Vesten af hinduisme er meget snæver. I virkeligheden omfatter sanatana-dharmaen alle spirituelle traditioner i Indien også buddhismen og jainismen.

Sanatana-dharmaens vej er den metode og praksis, hvormed det er muligt at realisere vor spirituelle identitet. Den, der følger denne vej for at befri sig fra sine medfødte og kulturbestemte vildfarelser, er en dharmin.

Derfor er dharmaen både vejen og målet eller midlet og det, der søges. I buddhismen er det således både vejen til nirvana og selve nirvana eller vækkelsen, som er dharmaen, dvs. Buddhas lære og Buddhas sandhed. I sanatana-dharmaen er det vejen til befrielsen, moksha, og selve befrielsen, som har mange navne.

Måske skal man slet ikke prøve på at oversætte ordet dharma, fordi man alligevel ikke kan finde en entydig og bestemt definition af ordet. Ordets rod er dhri, som betyder at opretholde, støtte eller fæstne, og det skal i ordbøgerne forstås ganske bogstaveligt med et eksempel fra byggeriet som det fundament eller de pæle, som et hus hviler på.

Dharmaen er altså det, der støtter og opretholder, men også det der støttes og opretholdes. I den meget tidlige indiske litteratur atharva veda står der: Denne verden opretholdes af dharma. Det er altså det, noget kan fæstne sig til.

Derfor har nogle sprogforskere talt om, at der er et etymologisk slægtskab med det latinske firmus eller det engelske ord firm, det faste i tilværelsen eller grundlaget for ens eksistens. Det er vigtigt at kunne se, at det samtidig også er det, der fæstner sig dvs. selve eksistenserne eller fænomenerne, som de erfares. Denne betydning findes især i den oprindelige buddhisme.

I Brihadaranyaka Upanishaden siges det: "Sandelig, det der er Dharma er sandhed, derfor siges det om en mand, der taler sandhed, “Han taler Dharma”. Eller: Den mand, der taler (om) Dharmaen, “Han taler sandhed”. Sandelig, begge disse ting er det samme."

Det er således meningsfyldt at tale om dharmaen både som den umiddelbare virkelighed, vi erfarer som sandhed og den bevidsthed, som opfatter alle ting og fænomener. Disse to vil jeg tilsammen kalde alle tings egentlige natur eller den egentlige virkelighed. Bevidstheden er her den, der opretholder og fæstner tilværelsens mangfoldige, sansede virkelighedsindtryk.

Det er altså et universelt bevidsthedsrum, som er grundlaget for vor eksistens og erfaringsverden. Denne opretholdende bevidsthed forener alle ting ligeligt og upartisk i sit rum, men kan også skelne det ene fra det andet, for alle ting er forskellige fra hinanden.

I buddhismen eller buddha-dharmaen taler man om det at blive eller være vågen. Buddha blev "oplyst" og var en "oplyst" person, siger man, men det er på en måde forkert at udtrykke sig på den måde.

Sanskrit ordet for "oplysning" er bodhi, som betyder vågen. Buddha vågnede op og var vågen resten af sit liv, fordi han en skønne dag efter 7 års træning pludselig blev klar over, at det han havde søgt så længe, havde han altid været.

Han havde søgt sin egentlige identitet, som er nirvana, for at blive befriet for sin eksistentielle kval ved ikke at kende sin egentlige natur. Var denne oprindelige identitet noget han fik, da han blev født? Nej han havde været denne udelte identitet fra før han blev født. Se det lyder jo besynderligt, men det skal forstås på en ganske bestemt måde, som kun den ved, der har realiseret sin buddhanatur og derved er vågnet op.

Hvad er da vækkelsen? Hvis der er tale om en bestemt religiøs erfaring, som man skal have, for at være vågen, er det både rigtigt og forkert at udtrykke sig på den måde. At være vågen er ikke noget, man kan blive, og det kan aldrig være en kvalitet ved en person. En individuel person kan ikke være vækket. Alligevel er det noget ethvert sansende væsen er, selv om man ikke ved, hvad det er.

Hvis der derfor er nogen, som har en eller anden ”transcendental” erfaring, kald det kensho, satori eller bodhi, så er det ikke det. En sådan ”transcendental” erfaring kommer pludseligt til én og forsvinder igen, selv om det kan tage år.

Det der ikke kommer og ikke forsvinder er buddhanaturen eller bevidsthedsrummet, som ikke er noget bestemt, men heller ikke et intet. Det har altid været her, fra før vi blev født, og vil være her i al evighed. Det er dette vågne nuvær, der som et spejl afspejler verden. Det kaldes også dharmaen.

Dharmaen er derfor den egentlige virkelighed, som er en erfaret virkelighed - virkeligheden som den viser sig i bevidstheden. Subjekt og objekt er ikke adskilte, men en erfaret virkelighed. Bevidstheden er det medie, hvori virkeligheden viser sig. Dette medie er ikke adskilt fra virkeligheden, men immanent og uadskillelig ét med den. Det er vor oprindelige natur, som vi altid har været, og som vi aldrig kan miste.

Man kan ikke se bevidstheden, for den er uden form som luftrummet. Derfor kalder vi den bevidsthedsrummet. Bevidsthedsrummet er sandheden, dharmaen eller vækkelsen. Det er bestemt ikke noget personligt, men den sansede virkelighed, hvor i bevidsthedsrummet ikke er adskilt fra det sansede.

Der er ingen omverden adskilt fra et subjekt, men et hele eller en situationstotalitet, som i hvert øjeblik er det sansende væsens sande identitet. Hvad skulle det ellers være?

Derfor er denne verdens udstrækning på godt og ondt også min udstrækning. Der er ingen grænse eller adskillelse, men et nuvær, som jeg hele tiden befinder mig i, og som snarere er en slags uvidenhed, bortset fra at jeg sanser alt i denne herlige vågenhed.

Når der er tid og rum, er der også fortid og fremtid, mig og omverden, her og der eller os og dem. I det evige nu eller nuværets kontinuitet er der ikke længere fortid og fremtid, mig og omverden, her og der eller os og dem, men ene og alene situationstotalitetens vidde. Tilværelsens tilsyneladende polære aspekter er ikke adskilt fra hinanden.

Det er ikke et spørgsmål om at vælge det ene frem for det andet, men at godtage begge. Det er ikke et enten/eller, men et både-og. Alle modsætninger er skabt af tanken og sproget, men eksisterer sansemæssigt samtidigt og altid som én virkelighed. Denne ene virkelighed er buddhanaturen. Og det siges, at alle levende væsner er buddhanaturen.

Osama bin Ladens egentlige natur er derfor også buddhanaturen, selv om han nok ikke ved det. Der er forskel på hans egentlige væsen, som er hans universelle bevidsthed og det bevidsthedsindhold, som han udtrykker i sin tale. Jeg ser buddhaen i ham, men hører helvede fra hans mund.

Det er ikke menneskets psykologiske habitus, som er interessant, men buddhanaturen. Alt, hvad jeg ser og hører, om det så er de værste uhyrligheder i verden, er mig. Der er ingen adskillelse mellem min egentlige natur og en hvilken som helst ting, der sker i tilværelsen, selv om det er nok så frygteligt.

Man kan godt få det indtryk, at de kristne har taget patent på næstekærligheden, ligesom de kulturradikale har taget patent på humanismen. Men det er hverken for kristne eller buddhister nemt at svække sit egotrip for at kunne være vågen overfor verden hvert øjeblik.

Buddhisten lukker ikke øjnene for verden, han adskiller sig ikke fra den, selv om den kan være rædselsvækkende. Verden er hans egen identitet på godt og ondt her og nu.

Alle mennesker er forskellige såvel i udseende som i det indre. Der er ikke to personligheder, der er ens. Men alle levende væsner har en fællesnævner, og det er buddhanaturen. I buddhismen er der ingen Gud, men der er buddhanaturen. Og hvad er så det? Se det er det store eksistentielle spørgsmål, som gør én til buddhist, hvis man søger at finde ud af, hvad det er.

Hvert enkelt menneske er buddhanaturen, så det gælder om at opdage, hvad det er. I zen siger man, at det er ens oprindelige ansigt, før man blev født. Det minder om Jesus svar på spørgsmålet om, hvem han er: Før Abraham blev født, jeg er. Og da buddhanaturen derfor ikke kan forklares i ord, må den erkendes, for at man fuldt ud kan leve som et medfølende menneske.

Der er stor forskel på religion som tro og religion som gnosis. Det er forskellen på at tro på en Gud som en transcendent og ubestemmelig skaber af alle ting eller en eksistensbestemt erkendelse af alle tings egentlige natur.

I den ikke-adskillende mystik, som vi også kalder philosophia perennis eller dharmaen, nøjes man ikke med at tro. Man opgiver troen til fordel for en fundamental uvidenhed. I denne uvidenhed praktiserer man dharmaen betingelsesløst.

Derved kan det ske, at man opdager sin sande identitet eller sande situationstotalitet. Det er en konkret, levende og vågen erfaring af bevidsthedens væsen. Man kan også kalde den for den universelle bevidsthed.

I dharmaen eller den ikke-adskillende mystik er det derfor ikke, som i islam og kristendommen den objektiverede Gud, der er transcendent, men bevidsthedsrummet, som er transcendent. Bevidstheden transcenderer alt bevidsthedsindhold.

I buddhismen kaldes denne bevidsthed for "det store runde spejls visdom". Men bevidstheden er også immanent eller uadskillelig inde i alle de fænomener eller det bevidsthedsindhold, som den afspejler.

Man kan således sige, at bevidstheden ikke er adskilt fra sit bevidsthedsindhold. Derfor er den universelle bevidsthed eller bevidsthedsrummet både transcendent og immanent, således som gnosis læren opfatter tingene. Det er den samme metafysik, hvor Gud, som skaber af alle ting, blot er blevet erstattet af bevidstheden som opretholder af alle ting.

Den mystik, som de fleste tror har noget med religiøse eller sværmeriske trossandheder at gøre, hører i virkeligheden hjemme i empiriens verden, hvor vi erfarer og erkender noget om virkeligheden og vor eksistens. Det har ikke noget som helst med troens dogmatik at gøre. Der er ingen Gud eller dommedag her, som både islam og kristendommen fastholder, men en eskatologi der handler om at genvinde bevidstheden og være vågen i det evige nuvær.